April. 2009.

2. april.


Så er vi flyttet til Østrig.


Den 29. marts  kl. 08.00 blev flyttebilen afhentet i Hvidovre.

Kl. 09.30 var alle mand klar til at hjælpe. Henrik, Jan, Kim, Leif, Preben, og Jens.

Helge gik da også lidt i vejen.

Kl. 13.30 var alt læsset og klar til afgang.

Midt i alt dette meddelte flyttebilens computer at bilen skulle til service. Vi ringede til firmaet som beklagede meget at de ikke have fået den nulstillet, servicen var lavet, lampen har blinket på hele turen, røv irriterende.

Jeg havde lavet en aftale med Jurai, hun havde lavet 2 gryderetter til flyttemænd m.fl.

Det var en lidt rørt mand der sagde alle tak for hjælpen og at vi nu ikke måtte glemme hinanden.

Den 30 marts kl. 06.00 kørte vi fra Tjæreby.

Turen gik over Glumsø hvor vi afhentede svigerinden Tenna og hendes mand, ekstra chaufføren Preben.

Kl. 09.00 sejlede vi fra Gedser mod Rostoc.

Preben og jeg havde begge fået et elektronisk førebevis. Her opstod de første problemer, ingen af os havde noget begreb om at indstille boksen som skulle læse vores køretid. Efter en del prøven lykkedes det endelig at få maskineriet til at fungere, det kom aldrig til at fungere fuldt ud.

Vi spiste morgenmad på færgen.

Pia og Tenna kørte først fra borde, vi havde aftalt at vi skulle køre sammen.

Da Preben og jeg kørte ind på havneområdet blev vi stoppet af politiet. Jeg skulle vise mit kørekort og vi skulle begge vise pas.
De ville vide hvad vi havde i bilen, jeg stod ud og åbnede liften, det første der kom trillende ud var Tenna og Prebens sengetøj.
Den ene politimand stod op på liften og blev løftet op så han kunne se ind på ladet.  Han konstaterede med et  bredt smil  "at det var et flyttelæs".

Nu begyndte problemerne, der var 3 politimænd, den ene havde de andre under oplæring i at kontrollere udenlandske kørekort. Nu opstod der problemer, jeg blev bedt om at sætte mig ind i bilen og mit kørekort og pas blev inddraget.

Efter en del snakken i mobil, kom den ene betjent hen og meddelte mig at det kørekort jeg lige havde givet ham var meldt stjålet i Spanien den 30. september 2007. Jeg gjorde ham selvfølgelig opmærksom på at jeg rigtig nok var blevet frarøvet mit kørekort i Spanien men at det her, som der også fremgik af kørekortet, var udstedt 14 dage efter røveriet.
Han gjorde mig opmærksom på at de lige havde haft kontakt med politiet i Danmark og at politiet her havde bekræftet at det var meldt stjålet.
Når man kommer i en presset situation begynder de små grå at køre lidt hurtigere, jeg tog nu mit nye "førebevis" ud af holderen og viste ham at det var lavet for mindre end en uge siden. Man kunne ligefrem se lyset i hans øjne da han meddelte mig at man ikke måtte have 2 kørekort samt at han nu ville inddrage begge kort samt mit pas og at vi skulle blive hvor vi var mens de kørte hjem på politistationen for at kontrollere det hele.
Jeg sagde til Preben at det var godt at vi ikke havde ladet os forlede til at bruge udlejnings firmaets medarbejders førebevis, så var det da gået helt galt når de så et billed af en helt anden person.
Nu kontaktede pigerne os og spurgte hvor vi blev af, de var jo kørt ud af motorvejen og kunne ikke vende om. Efter en del tid kørte de syd på og vendte ved et motorvejs kryds.

Da vi havde siddet på havneområdet i næsten 2 timer og ventet, blev vi mere og mere nervøse for om det skulle vise sig at være nogle fupmagere som bare havde stjålet alle mine papirer. Vi så flere politi biler i området.

Pludselig dukkede betjentene op igen og havde nu fundet en løsning. Jeg fik mit pas og mit "førebevis" tilbage og de ville så sende mit stjålne kørekort til Danmark.
Jamen kære venner hvordan skal vi så komme til Østrig?.
Hertil var svaret at jeg da bare kunne bruge det "førekort" som jeg havde fået udstedt i sidste uge, sagde han med et stort smil. 
Da gik det endelig op for mig at de slet ikke vidste at et "førebevis" kun kunne bruges til at registrere min køretid, de var ikke fra færdselspolitiet men var fra grænse politiet.
Nu blev deres boss tilkaldt og han fik så min forklaring og godtog den og udleverede det hele.
De ville så kontakte politiet i Danmark og gøre dem opmærksom på at man fejlagtigt  havde brugt det samme kørekort nummer på mit nye kort som det jeg havde fået stjålet i Spanien.

Endelig kunne vi køre videre.


Kl. 20.00 blev vi installeret på et rimeligt hotel ved motorvejen.

Kl. 14.00 var vi ved den Østrigske grænse her blev der købt en "GO-BOX". En GO-BOX, er næsten det samme som en BRO-BIZ som bruges på storebæltsbroen.
Der indsættes et passende beløb, og boksen bliver anbragt i foruden, hver gang man kører forbi et kontrolpunkt på motorvejen bliver man trukket for motorvejsafgiften, som opkræves for lastbiler. Den kunne også bruges som betaling  til Taurntunellen så vi kørte bare lige igennem.

Vi ankom til Baldramsdorf kl. 17.00. Her gik der et par smede som lige havde sat varme på huset, der var f...... koldt det havde stået i flere måneder uden varme.

Vi startede straks med at flytte ind. Det lykkedes os at få over halvdelen ind i huset før vi var overtrætte og der blev rekvireret durumruller i Spittal.
Da Preben stod op næste morgen var der is på hans næse (spøg) han havde frosset hele natten og luften var gået ud af hans luftmadras.
Vi fik etableret lidt ekstra varmekilder og har nu fået skruet lidt op for fyret.
Vi har investeret i skabe til soveværelset samt en spisekrog til køkkenet. dette kan afhentes i Spittal i morgen fredag.

Tenna og Preben kørte tilbage til Danmark i dag kl. 11.00. Rigtig, Rigtig stor tak til dem.

Pia og jeg kontaktede kommunen som desværre måtte bede os om at komme tilbage på mandag, deres EDB var brudt sammen.
Vi har meddelt Sygesikring Kärnten at vi er flyttet ind og har afleveret skema 121E, nu kan vi få lægehjælp og blive indlagt  på sygehus, hvis uheldet skulle være ude. Det Østrigske sygesikringskort vil blive tilsendt os om ca. 10 dage.


Bilen er pakket og klar til turen til Østrig.
Campingvognen er klar til reparation i Nibe.


Preben og schæferhunden Beauty har indtaget deres pladser.

Billetten er købt og vi er klar til ombordkørsel i Gedser.

Gennem disse to huller kommer man til Østrig.


4. april.

Vejret:

Kl- 15.00 23º sol.

Det går der ud af med at pakke hele læsset ud.

Vi har købt et skab til sovværelset, det er meget flot og var sat ned med 100€ da det stod i udstillingne. Det viste sig at de havde fået forlagt opstillingplanen, det kan nok være vi kom på arbejde.

Idag har vi samlet en "Spisekorg" i køkkenet.

Pia holder opvaskemaskinen i fuld fart alt bliver vasket af.

Preben og Tenna kom til Glumsø i nat kl. 01.10 de var godt trætte.

Flyttebilen er afleveret og vores beregning af Km. var meget god. Vi havde regnet med 2600 km. men vi havde kun kørt 2590 km. Man har vel lov til at prale lidt.

Uden Preben og Tenna var vi nok kommet lidt på den, vi  kunne sagtens have brugt et par hænder mere til aflæsningen.



Udsigten fra vores Ølbænk.

Mere øl, øh udsigt.

I baggrunden se Malnok som vi besteg i sommeren 2008.

Desværre er solen i mod.



11. april.


Vi har nu boet i Østrig i 12 dage. Vi har fået papir på at vi nu lovmæssigt må bo og opholde os i her.

Det har været et drøjt arbejde at få det hele på plads.

Vi har hilst på de fleste af naboerne og fået en masse tip til hvor det hele findes, genbrugsplads, papir, pap, plastik og metal.

Manden der bor lige ved siden af fortalte hvor vi skal køre hen med have affald, her kan man også gratis hente kompost jord. Han var henne med et læs  buske og grene og havde så taget et læs kompost med til os. Han læssede det ind i vores have.

Vi fik også et par tip vedrørende om registrering af vores bil samt  lidt viden om forsikringer m. m.

Torsdag morgen gik vi i gang med haven. Hækken skulle klippes, den er ca. 60 meter lang og  godt 2 meter høj i gennemsnit, over 3 meter på det højeste, da der var 1 meter tilbage skulle jeg lige strække mig efter en lille gren som stak op, pludselig gav det et smæld i låret og jeg havde fået en fibersprængning, kl. 19.30 havde vi nået den udvendige side.

Fredag blev der indtaget en del smertestillende og nu skulle der så klippes på indvendig side, der skulle skæres en del af toppen af hækken omkring en kompost bunke, det viste sig at være et større arbejde.

Ejeren af huset har bestilt kommunen til at hente hækaffaldet, naboen var dog noget i tvivl om om de nu også tog de store grene med som jeg havde savet af.

Pia griner lidt for kommunens folk har været her en gang, de havde maskiner med så de kunne snitte hækafklippet. Pia siger at de skulle "hæksen haksen" sådan lød det i hvert fald på Kärntnerisk. De sagde at vi ½bare skulle ringe når vi var klar.

Alt mens jeg klippede hæk gik Pia til angreb på en masse forskellige bærbuske, stikkelsbær, solbær, brombær og hindbær. Æbletræerne er vi ikke helt sikre på hvordan vi skal beskære, så det kommer nok til et vente.

I dag lørdag har vi indkøbt skruer og brædder så vi kunne få rettet lidt op på markisen som mildest talt var ved at falde ned, den var kun gjort fast i træbeklædningen som var blevet trykket ind. Det gav et rimeligt godt resultat, vi har indtaget den første Villacher Dunkel Beer under den.

I morgen tror jeg køkkenhaven skal graves, det ser ud til at vi får regn på mandag  og det er lidt nemmere at grave inden. Der er købt frø, gulerødder, ærter, salat , radiser, purløg og persille. Det ender sgu nok med at vi bliver rigtig sunde.


Udsigt fra soveværelset om morgenen.
Det kan man lige klare.

Hækken er da blevet rimelig.

Mere hæk.

Her er hækken over 3 meter høj.

Hvis kommune ikke tager det må vi ud at leje trailer.

Markisen bliver hejst på plads igen.

Her ses det endelige resultat.

Fru Lunk skåler og vi kan se Mirnok i baggrunden.

Her vores vej. Vi bor lige til venstre.

Udsigten fra terrassen.


14. april.


I går fik vi gravet og tilsået vores lille køkkenhave.

Vi henvendte os til kommunen for at få heksenhaksen til at komme og fjerne vores hækafklip, vi blev lidt lange i hovedet da vi fik den besked at det kun kunne lade sig gøre 2 dage om året og at de først kom igen næste år. Vi må nu have det kørt på genbrugen.

Der blev taget beslutning om at nu skulle papirarbejdet gøres færdigt. Bilen skal omregistreres, vores nabo havde fortalt os hvor man hentede nummerplader, hos Bezirkhauptmannsschaft, det viste sig at det ikke var stedet, vi skulle henvende os til et forsikringsselskab.
Da vi kom hjem kom naboen op han havde kontaktet en forsikringsmand fra Kärntner Landesversicherung auf Gegenseitigkeit, han kom kl. 16.00, han har nu fået alle relevante papirer og står nu for hele omregistreringen.

Der er blevet lavet aftale med banken om at de overfører huslejen hver den 1. i måneden, aftalen stopper i år 2029 :-).

Til aften grillede vi på terrassen, herefter gik turen ned til søen som ligger næsten nede ved floden Drau, vi hilste på storken som bor i en højspændingmast.

I morgen skal vi igen til
Bezirkhauptmannsschaft, de vil overbevises om at vi har økonomi til at forsørge os selv. Mon ikke det går.

15. april.


Så har vi været hos Bezirkhauptmannsschaft og er nu tilmeldt og GODKENDT, med ret til varigt ophold i Østrig.

Fra morgenstunden kom der 2 mænd fra Telekom for at oprette fastnettelefon, internet og kabel TV. Vi kan nu flytte rundt på 2 TV med trådløs forbindelse i hele huset.

I bedes nu bruge vores Østrigske telefonnummer:  0043476260023


19. april.

Vejret:
Det har regnet en del de sidste 2 dage.
14 m.m.
Der er god service hos vores nye forsikringsselskab.

Bezirksdirektor Herbert Grebmer, kom forbi i dag søndag, for at orientere os om hvordan sagen med omregistrering af bilen skrider frem.

Det ser ud til at der vil gå det meste af den kommende uge.
Vi er godt spændte hvordan vurderingen bliver.


20. april.


I dag har vi haft bud efter smeden, overtryksventilen til vandet var gået helt amok, der blev tømt 10 liter ud hver 3, time. Det viste sig at den første der kom var en tekniker som kun vidste noget om selve fyret, det var nu helt fint for fyret er med automatik, så nu kører vi økonomisk med nat sænkning og alt det fine.

Smeden kom og konstaterede at det var en udligningsventil som skulle regulere rykket på vandet der var gået kaput. Vi kørte med over 6 bar og der skulle kun være 3,5.

Senere på dagen kom der en herre og ringede på, han havde til opgave at kontakte SORTSEERE som ikke betalte TV-licens, UHA.
Vi er nu ikke sortseere længere. Prisen for licensen er næsten den samme som i Danmark, tror jeg nok, det jo et par år siden vi meldte os ud af samfundet.
Det er nu dejligt ikke længere at skulle sidde for nedrullede gardiner :-)  .

26. april.

Vejret i perioden:
Regn og sol.
14 - 23º
Vi har haft besøg af udlejerens søster "Doris" som meget gerne ville hilse på os. En meget sød dame som mente at når vi en dag var ude at gå skulle vi kikke indenfor, hun og manden bor her i Baldramsdorf.

Vi spurgte hvor man kunne leje en trailer så vi kunne få flyttet alt vores haveaffald. Hun sagde straks at hun ville kontakte sin nabo så ville ham komme med sin traktor og køre hele dyngen på genbrugspladsen. Det gjorde han fredag, vi skulle give 30€ og selv være behjælpelige med arbejdet. Der er nu igen ryddet op i indkørslen.

Senere fredag ringede Doris og fortalte os at søndag var der musik på Gasthof Kolmwirt, hvor hun serverer.

Vi har så i dag søndag været på Kolmwirt, her samles en stor del af områdets musikere den sidste søndag i hver måned kl. 13.00.
Der var mindt 30 musikere som skiftedes til at spille og der blev danset til.
Vi spiste og drak et par øller og et par diesel. 28€ incl. drikkepenge.


Udsigten fra Kolmwirt er utrolig flot, desværre en del diset.
Millstätter See med bjergene Mirnok og Malnok i baggrunden
Seeboden nærmest ved og motorvejen til Italien og Slovenien til højre.



Fra Kolmwirt kan man se vores lille "hjemby" Balddramsdorf
lige under bjerget Goldeck.
Huset ligger 566 m. over havet, Goldeck 2123 over havet.
Man kravler ikke der op hver dag.

Et blik ind i Lurnfeld dalen.
Det er her vejen deler sig og går mod Grossglockner.



Vi fik da lige et par billeder af nogle musikere.
Her ser man et hjemmelavet klatchharmonika.


28. april.

Vejret.
Overskyet med let regn.


Undskyld kvaliteten. Dette billed fra Grossglochner var i avisen i går.
Billedet er taget ved mindesmærket for de som måtte lade livet uder arbejdet med at lave vejen.
Som det fremgår af teksten har man nu arbejdet siden den 30. mart på at få åbnet vejen over Grossglochner.
Fem 15 tons store rotationssneplove skal flytte 600.000 kubikmeter sne. Det ville fylde et 190 km. langt tog.


29. april.


I dag kom forsikringsmanden med papirerne som vi skal bruge ved omregistreringen af vores gulpladebil.

Vi har nu sat sikkerhedsseler og bagsæderne i, det ser er helt underligt ud.

I morgen skal vi hen og betale "Nova" registreringsafgift, vi er meget spændte på hvad bilen bliver vurderet til.
Forsikringsmanden siger at vi nok skal regne med 6-9% af salgsprisen her i Østrig, priserne på en bil som vores svinger mellem 8 og 12.000€.

Når man betaler sin forsikring betaler man samtidig vejskat.

Når man har købt sine nummerplader er det ens personlige ejendom, de kan i øvrigt bruges på op til tre biler.

En campingvogn kan man afmelde efter sin ferie og igen sætte nummerpladerne på når man bare meddeler forsikringsselskabet hvor længe man vil bruge den.

En trailer er meget dyr i forsikring hvis man ønsker at bruge den om vinteren, hvorfor de fleste afmelder den i perioden med sne.

Der skal nok komme nyt når vi er på østrigske plader.


30 april.

Vejret, diset.
Kl. 09.00 kørte vil Spittal hvor vi skulle tegne forsikring på bilen samt have den indregistreret i Østrig.

Vi kørte sammen med forsikringsmanden ned til Finansamt, hvor vi skulle have bilen vurderet samt betale Nova (afgift) 1.234€. Der blev, lidt ud over det sædvanlige, skrevet papirer med det samme, forsikringsmanden har forbindelserne i orden.

Herefter kørte vi til Hyundai som synede og godkendte bilen 30€.

Igen tilbage til forsikringskontoret hvor vi betalte for typegodkendelsen af bilen samt en slags stempelafgift og vi fik udleveret nummerpladerne. 387€.

Igen tilbage til Hyundai hvor de montere nummerpladerne og satte synsmærkat i forruden.

Så gik turen til ØAMTC. hvor en mand skulle gennemgå bilen for eventuelle skader, der var en ridse i forreste kofanger, det var alt.

Nu står vi med en bil der er indregistreret i Østrig til 5 personer og hvad har det så kostet:

Nova.                                   1.234€
Syn.                                          30€
Type, nummerpl, stempel      387€
                                             1.651€

Omregnet til danske kroner 12.385.- I Danmark vil det nok koste en del mere.

Forsikring med fuld kasko samt vejafgift (vægtafgift) koster 126€, 945.- kr. om måneden.

I Østrig opkræves vejafgiften (vægtafgiften) af forsikringsselskaberne.

Forsikring og vægtafgift i Danmark var 1.605.- kr. om måneden. Det var for en bil til 2 personer.

Nu er vi selvfølglig meget spændte på hvor meget vi får tilbage fra den danske stat i moms, afgifter samt  vægtafgift.




Nu er der plads til et par gæster.

Der skal nok reduceres  lidt i  DK-mærkerne.